Helle

[Op]

Helle Søndergård Johansen er født d. 26/1- 1963 i Silkeborg. I 1984 blev hun gift med reklametegner Rune Johansen og samme år fik de datteren Tanja. Tre år senere blev Nanna født og i -89 fik de sønnen André. Billeder fra hendes liv og hendes livshistorie.

Billeder fra Helles liv:

Helles livshistorie:

Helles barndom var god og forholdsvis tryg.

Der var altid gang i Kenn, Lene og Mona, så det var bestemt ikke kedeligt at være den lille. Sådan en sød lillesøster kunne jo også bruges til mange ting. Hun var endnu ikke hundrede uger gammel, før hun blev sendt til bageren for at tigge lakrids. De store havde fundet ud af, at der var gevinst hver gang, når det var Helle, der troppede op med sine tykke, beskidte kinder og det altid strittende hår for det kunne bagerdamen simpelthen ikke stå for.  

Det var heller ikke sjældent, at hun blev kørt rundt i dukkevognen som den eviggyldige og uundværlige baby i familielegen. En rolle hun i øvrigt tog med sig uden for scenen, da hun stadig i en alder af seks år stjal Inges sut, så snart hun kunne komme af sted med det.

Uden at overdrive kan man vist godt sige at Helle var en tyk “baby”, og da den lille dukkevogn ikke var beregnet til passagerer af denne størrelse blev Helles møde med gårdspladsens ral ofte en uundgåelig del af køreturen, skønt Mona gjorde, hvad hun kunne for at holde skuden på ret køl. Heldigvis kom Helle aldrig slemt til skade, og Ketty lod da også med sindsro de store passe hende. Når der skulle pudses næse eller trøstes var Kenn dog aldrig den første på skansen, men når der skulle findes på narrestreger (læs: fås idéer) eller kommanderes med de små (læs:undervises), var han bestemt ikke tilbageholdende. Den del af hans personlighed forfølger ham jo stadig.

I Dyringhave havde de tre store indrettet en skolestue ude i laden med Kenn som overlæreren. Det var næsten en helt rigtig skole med både kateder og tavle. Selv frikvarter og madpakke var en del af skolelegen. Det eneste der haltede lidt var, at der kun var én elev på fire år. Helle var nemlig avanceret fra babyrollen til elevrollen.

Det var en rolle, der viste sig at få betydning for resten af hendes liv. Hun blev nemlig så dygtig til både at læse, skrive og regne, at hun ikke alene var ved at kede sig ihjel de tre første år i folkeskolen, men også kom et år senere i skole, end hun ellers ville have gjort. Det sidste kræver nok en nærmere forklaring.

Dengang skulle man være fyldt syv år for automatisk at komme i skole, så som seks årig måtte Helle til optagelsesprøve på Gludsted Centralskole for endelig at kunne begynde i en rigtig skole. Bent kørte hende derind, og hun var meget spændt og glædede sig helt ubeskriveligt. Familien havde store forventninger til hende, men dog næppe så store som de forventninger hun havde til sig selv.

I klasseværelset stod der gammeldags skolemøbler med fastsiddende bænke, og der var fint pyntet op med blomster og flag. Alle børnene fik af den mandlige lærer besked på at tegne et hus. Det burde i sig selv ikke være det store problem for Helle, men ikke desto mindre sad hun to minutter senere og græd stille, salte tårer. Da læreren opdagede det, gik han ned til Helles far og sagde, at det nok var en god idé at tage Helle med hjem igen. Hun var vist ikke moden nok til at komme i skole.

I bilen på vej hjem var der ingen bebrejdende ord eller miner fra Bents side, men nysgerrigheden tvang ham dog til at spørge, hvad der var galt. Helle måtte så med grådkvalt stemme forklare sin far, hvorfor hun var blevet så ked af det.

På tavlen var der tegnet tre figurer, et kvadrat, et rektangel og en trekant. Det var antagelig ment som en hjælp til at tegne huset, men det fandt de jo aldrig ud af.  Firkanten og trekanten havde Helle styr på, men hun kunne ikke huske, hvad den lange figur hed, og så var hun jo ikke dygtig nok til at komme i skole, mente hun. Hvad ville de nu sige derhjemme? Kenn havde garanteret lært hende det der rektangel-ord, og hun havde altså ikke hørt ordentlig efter. Måske ville de store aldrig lege med hende mere, når hun var så dum. Tårerne bare løb ud af øjnene, uden at hun ville det.

Derhjemme var de alle sammen søde og rare, og Ketty sagde endda, at det var hyggeligt, at have hende hjemme et år endnu. De store ville stadig gerne lege med hende, men skolen i laden blev nedlagt pga. elevmangel.

Familien flyttede til Århus, og Helle skulle starte i første klasse på Rundhøj Skole.

Hendes glæde over alt det skolepjat var falmet lidt, og den blev bestemt ikke større af, at hun måtte gå i skole den første dag med en legetøjskuffert. Bent havde lovet, at han nok skulle købe en skoletaske til hende, men da han søndag aften, dagen inden skolestart, kom hjem med en masse legetøj i stedet, var det lidt svært for Helle at nyde legetøjet. Næste morgen fulgte Lene hende i skole med den lille dukketøjskuffert. Der blev nok grinet og drillet lidt, men som Bent altid sagde: “Det, du ikke dør af, gør dig stærk” og det er kloge ord som Helle siden hen ofte har erfaret rigtigheden af.

Et halvt års tid senere flyttede familien til Vårkjærparken, og Helle skiftede skole til Vestergårdsskolen. Her mødte hun sin bedste veninde, Iben. De to var uadskillelige i ni år, og de ses stadig jævnligt.

Var Helle ikke kommet det år senere i skole, havde hun aldrig mødt Iben, og så var Tanja, Nanna og André aldrig kommet til verden. Det var nemlig Iben, der “tvang” Helle til at gå til judo. Og det var i judoklubben hun “faldt” (læs: blev kastet) adskillige gange for Rune.

 Helle forlod folkeskolen efter niende klasse og valgte matematisk/biologisk linie på Viby Amtsgymnasium. I 1. og 2. G. gik det fint og hun passede sin skolegang, men i 3. G. flyttede hun sammen med Rune i en lille lejlighed på Sønder Ringgade. Nu var det pludselig meget svært for hende at koncentrere sig om bøgerne, og karaktererne raslede ned. Hun elskede at lege “husmor” og Rune blev passet efter alle kunstens regler. Ikke at hun på det tidspunkt var særlig god til hverken madlavning eller rengøring, men hun ville gerne lære, og hun øvede sig flittigt og lærte af sine fejl. Hun var knap fyldt atten år før det for alvor begyndte at rykke i æggestokkene, og Rune mindes stadig leende den dag, da de skulle købe en ny dyne og Helle insisterede på at få et lille blåt babytæppe med hjem som hun bare ikke kunne stå for.

De ventede dog pænt til alderen og boligsituationen passede mere til en familieforøgelse men det er også helt sikkert, at det var én af de bedste dage i Helles liv, da hun tre år senere kunne fortælle Rune, at hun var gravid.

Tanja var jordens nemmeste spædbarn, (der blev taget revanche siden hen) og Helle var overbevist om at hun var verdens bedste mor. Aldrig var der skrig og skrål men kun idyl og lykke i den lille familie, og Helle var ikke sen til at give andre “uvidende” mødre recepten på velfungerende børn. Lene prøvede at forklare hende, at alle børn er forskellige, og at det nok nærmere var Tanjas sind end Helles moderegenskaber der var årsagen. Men Helle ville ikke lytte og nemesis var uundgåelig. Nanna blev født to år senere, og hun skreg næsten uafbrudt i tre måneder. At være bedrevidende og skråsikker, omkring ting man ikke har tilstrækkelige forudsætninger for at udtale sig om, er ikke personlighedstræk, der er værd at dyrke. Det fik Helle lært.

Helle ville gerne have haft fem eller seks børn men efter et års tid med nr. tre, André, i huset, blev dette ønske revideret, og de blev enige om at nu havde de gjort deres til menneskehedens bevarelse.

André var ikke just et stillesiddende barn, og han fik hurtigt tilnavnet “Atombomben”. Hvilke  “bedrifter” han har udrettet vil her stå hen i det uvisse, da det vil være at overskride dette medies grænser at begynde at berette om de utallige “aktiviteter”, han kunne finde på.

Rune Johansen er født d. 8. december 1956 i Århus af forældrene Bjerne og Aasa Johansen. Han har brødrene Rane og Rene.

Tanja Johansen er født d. 23. december 1984 i Århus da familien boede på Jernaldervej 212.

André Johansen er født d. 31. august 1989 i Århus.